Gruppens formål
Et fortroligt fællesskab
Vi vil gerne give mulighed for at man kan bringe sin udfordring med porno frem i lyset, hvor skam og ensomhed mister sit greb. Vi ønsker at man i gruppen kan føle sig mødt og forstået, og at man kan få en oplevelse af at man ikke står alene med sin udfordring. Vi har alle prøvet at stå alene med denne udfordring, og det er ikke særlig rart.
Det er derfor meget vigtigt at gruppen er fortrolig, så hver deltager føler sig tryg ved at dele deres udfordring med andre, og har tillid til, at deres ord ikke kommer videre.
En sund åndelighed
Ofte er porno i kirken blevet talt om som et stort åndeligt problem, noget forkert, som man ikke skulle komme i nærheden af. Alligevel har mange mænd og kvinder set porno, men de har ikke kunnet tale om det, hvilket har gjort det enormt skamfuldt at se det. Det ønsker vi at gøre op med, ved at pege på en kærlig Gud, der elsker ethvert menneske ubetinget, og som ikke møder os med hård dom, men med nåde og omsorg.
Vi vil ikke pege fingre ad nogen og vil ikke fokusere på, om man har gjort det rigtigt eller forkert. I stedet vil vi lytte til hinanden og støtte hinanden i at få et sundere forhold til porno.
Et trygt rum
Vi ønsker at skabe et trygt rum, hvor der er plads til at tale om porno, og særligt hvordan porno kan være en udfordring for den enkelte deltager, som er et stort tabu, og som kan føles meget skamfuldt. I gruppen skal deltagerne opleve, at de ikke behøver at skamme sig, men kan bringe deres udfordring frem i lyset.
Gruppen skal have en let stemning, da vi ikke ønsker at bidrage til følelsen af skam eller håbløshed - tværtimod tror vi på at hver enkelt deltager er ubetinget elsket og har mulighed for at få et sundere forhold til porno.